DUFA PÅ FOLKEMØDET PÅ BORNHOLM 2018
CISUs hovedemne på Folkemødet var i år ”Bæredygtig udvikling” og vores emne var:
”Kom og mød nogle landmænd i det nordlige Uganda og hør om den udvikling, Plant and Healths Cooperative Society har bragt med sig”
CISU havde indgået samarbejde med organisationen ”Levende Hav”, og på Kutteren Anton havde 14 af CISUs medlemsorganisationer fået mulighed for at komme og præsenterer deres projekter og vise hvordan, der arbejdes med bæredygtig udvikling. Det syntes vi gav os en fantastisk mulighed for at få udbredt kendskabet til DUFA og ikke mindst oplyst om, hvordan græsrodsorganisationer kan gøre en mærkbar forskel.
Vi havde store planer om en live transmission til Uganda, med live debat og diskussion af, hvad der virker og hvorfor. Vi havde forberedt os grundigt, havde kæmpet for at få opdateret folderen og få den færdigtrykt til mødet. Vi havde deltaget i planlægningsmøder med CISU, og Karen Ingrid tog tid ud af evalueringsprogrammet i Uganda og samlede 4 af de Ugandiske ildsjæle: Edward Otimkene, Fred Oyono, Richard Etong og Betty Ogole for at være klar til live debat.
Fire deltagere fra DUFA tog spændte af sted mod Bornholm – meget tidligt en lørdag morgen i juni og i bragende sol. Vi iklædte os i Ugandiske bluser og vakte allerede på færgen mod Bornholm opsigt. Måske du så billedet af os på DUFAs Facebookside – ellers kommer det lige her.
På Folkemødet var der dog mange andre spændende aktiviteter og der var svært at finde folk, der var oprigtigt interesseret i en live debat med bønder fra Uganda. Mads og Monopolet og debatter med politikkerne trak mere. Alligevel var der 6 -7 forventningsfulde tilskuer, da vores arrangement gik i gang på Kutteren. Desværre var det rigtig svært, at etablere en ordentlig internetforbindelse, når DRs telt lige ved siden af trak al nettet 🙂 Tænkt – så var det lige pludselig os her i Danmark, der ikke kunne få styr på teknikken og fange et netværk!! Det plejer jo at være omvendt. Men det lykkedes dog til sidst og DUFA kan nu prale af, at vi er de første der nogensinde har livetransmitteret fra Kutteren Anton.
Debatten gik godt, det var skønt for både os i Danmark og deltagerne i Uganda at se hinanden, og der var mange gode svar på de spørgsmål, der kom. Nogle gange var det dog også lidt svært at få ørenlyd, da Kutteren Anton ligger lige ved siden af DRs scene, hvorfra der var meget larm. Om arrangementet skal foregå på Anton til næste år, og om placeringen af Anton måske kan ændres til næste år, vides ikke, men vores kritik heraf er i hvert fald videregivet til CISU.
Det lykkedes os at få uddelt nogle DUFA foldere, og undervejs rundt på området havde vi et par gode snakke med interesserede folk. Personlig var det en stor oplevelse at deltage i Folkemødet og vi fire DUFA medlemmer havde en rigtig god tur sammen til Bornholm. Der blev plads til at tale og netværke på en helt anden måde end vi plejer på vores projekt – eller bestyrelsesmøder og vi kom meget bedre ind på livet af hinanden, hvilket vi tænker, at vi i det fremtidige DUFA arbejde kan profitere af. At opleve stemningen på Folkemødet, at skulle planlægge en aktivitet med så stor grad af koordinering og at få alt til at klappe, har i høj grad styrket vores team samarbejde.
Vi mener, at vi fik brugt vores folder og reklameret for DUFA, selvom det kunne have været bedre og vi kunne have været bedre hjulpet af CISU – blandt andet af en banner eller lignende med informationer om arrangementerne på kutteren. For nogle var det også alt for ’bøvlet’ at komme ombord, hvorfor de opgav at deltage i arrangementet.
Vi har været i dialog med CISU om alt ovenstående og skal nu i DUFA have færdig drøftet en evt. deltagelse i Folkemødet 2019.
Er du interesseret i at arbejde frem mod en gentagelse af vores deltagelse, så hører bestyrelsen meget gerne fra dig!
På vegne af DUFA
Venlig hilsen Sanne Nielsen